Navigation
Indlæg: Det homofobiske Rusland
At kunne afholde en parade er en del af kampen for forsamlings- og ytringsfrihed. Og at kunne leve et frit liv som homoseksuel i Rusland er en del af kampen mod diskrimination og for fundamentale borgerrettigheder for alle befolkningsgrupper.
“Vi må kæmpe mod sodomi – vi husker alle historien fra Biblen om Sodoma og Gomorra, der blev ødelagt af Gud som straf for deres synd”. Så klart udtrykte et medlem af den russiske Duma sig i foråret 2006, umiddelbart før den første festlige parade for homo-, bi-og transseksuelle i Moskva. Det er på én gang et meget sigende og meget skræmmende udsagn. Sigende, fordi det afslører et syn på homoseksuelle, der hører mørke tider til, og skræmmende, fordi det kommer fra en politiker på højt plan.
Moscow Pride har nu været forsøgt afholdt fire gange, altid under yderst vanskelige vilkår. Moskvas bystyre har hver gang forsøgt at forbyde paraden, med henvisning til den offentlige ro og orden og med påstanden om, at paraden er en krænkelse af tradition, religion og kultur. Op til den første parade 27. maj 2006 føg trusler om bål og brand gennem luften fra religiøse og politiske grupper, og alligevel troppede en lille, modig flok op og gennemførte optoget. Det vil sige i det omfang, det nu lod sig gøre. Kort efter blev deltagerne overfaldet af voldelige grupper af nationalister og skinheads, vel at mærke uden at politiet greb ind.
I 2007 gentog det sig. Paraden fandt igen sted i Moskva 27. maj, og havde denne gang følgeskab af talspersoner, aktivister og parlamentarikere fra flere europæiske lande. Også de blev overfaldet af voldelige modstandere af homoseksuelle rettigheder, igen uden at politiet greb ind. Da ordensmagten endelig reagerede, foregik det ved at tilbageholde flere britiske og italienske aktivister – blandt disse en parlamentariker – og lade overfaldsmændene slippe fri.
I 2008 ansøgte arrangørerne hver dag i maj om fem mulige steder, hvor eventen kunne gennemføres. Moskvas bystyre afviste samtlige 155 anmodninger, trods præsident Medvedevs personlige ordre om, at der skulle gives tilladelse til paraden.
Denne gang iværksatte arrangørerne, med Nikolai Alekseev som nøglefigur, to events. Dels et optog ved statuen af den verdensberømte russiske komponist Tchaikovsky, der selv var homoseksuel, og dels i form af et banner på 3. sals højde fra en bygning overfor Moskvas rådhus. Banneret kaldte på rettigheder til bøsser og lesbiske og opfordrede til at retsforfølge den “homofobiske” Moskva-borgmester, Yuri Luzhkov.
Paraden sidste år var planlagt til at finde sted samme dag som Rusland var vært for det europæiske Melodi Grand Prix og dagen før den internationale dag mod homofobi. Denne gang stod bystyret fast på sit forbud mod paraden, og advarede aktivisterne. Som sagt, så gjort. Nikolai Alekseev og hans med-aktivister fik stablet paraden på benene, men flyttede den dog til en anden lokalitet end oprindeligt planlagt for at begrænse omfanget af tæv. Ikke desto mindre blev Alekseev og 40 andre aktivister arresteret af det russiske politi.
Forløbet viser noget om, hvilke kræfter arrangørerne af Moscow Pride er oppe imod. Rusland er medlem af Europarådet og bør derfor overholde de basale menneskerettigheder, der bl.a. omfatter retten til at være homoseksuel. Derudover ophævede Rusland i 1993 den lov, der forbød homoseksualitet, og så burde det juridiske grundlag for et Moscow Pride jo sådan set være åbenlyst.
Det er det bare ikke: Moskvas borgmester kalder paraden for “Satans værk”, medlemmer af Dumaen laver lignende bibelske sammenligninger og politiet gør ikke sin simple pligt ved at beskytte folk, der overfaldes for at forsvare deres egne rettigheder.
Og alt det er kun den ene front i kampen.
Den anden front er de nationalistiske og ekstremistiske grupper af både kristne og kommunister, der får politi og bystyre til at ligne de rene englebasser. Youtube. com vrimler med filmklip, hvor unge russere fra disse grupper “markerer” sig over for homoseksuelle på forskellig vis. Endelig er der den ortodokse kirke og den russiske befolkning, hvor 80 pct. ifølge Pew Research Center er modstandere af rettigheder til homoseksuelle: “Vi er ikke imod homoseksuelle, men vi er imod legaliseringen af synd”, som en talsmand for en ortodoks kristen forening sagde op til dette års Moscow Pride. Kort sagt er den kamp, som Nikolai Alekseev og hans medaktivister udkæmper hvert år både bemærkelsesværdig og modig.
Her handler det ikke om danske værdier, eller russiske værdier, men om de værdier, der binder Europa sammen som et fællesskab og som i sig selv er det klareste svar på spørgsmålet: Hvad er Europa egentlig? At kunne afholde en parade er således en del af kampen for forsamlings-og ytringsfrihed. Og at kunne leve et frit liv som homoseksuel i Rusland er en del af kampen mod diskrimination og for fundamentale borgerrettigheder for alle befolkningsgrupper.
Uanset om man er tilhænger af den gamle geografiske definition af Europa, hvis østlige grænse gik ved Uralbjergene, eller man er tilhænger af denne lidt nyere ide om et fællesskab, der er bundet sammen af nogle fælles værdier og rettigheder, så hører Moskva med. Ja, hele Rusland for den sags skyld, alene af den grund, at landet både er medlem af Europarådet og af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE. Derfor bliver vi også nødt til at forholde os til den udvikling, der foregår i Rusland, hvad enten den går os imod eller ej.
Kampen for værdier som vi tager for givet er hård og ubarmhjertig andre steder, og alligevel kaster mennesker som Nikolai Alekseev sig ud i den. Han kender om nogen til kampen, både i kraft af sin baggrund som journalist og jurist, som forfatter til flere bøger om minoriteters vilkår i det moderne Rusland og ikke mindst som en af de få åbenmundede homoseksuelle debattører i landet.
Obama-administrationen har ønsket at starte forholdet til Rusland på en frisk. Og landene i EU er mest optaget af olie-og gasforsyningerne fra Rusland.
Danmark holder sig heller ikke tilbage, når regeringen tilsidesætter de normale udenrigspolitiske procedurer for at give russerne adgang til at anlægge en gasledning ved Bornholm.
Naturligvis har vi en interesse i at udvikle et fornuftigt forhold og et samarbejde med Rusland. Vejen frem er ikke at isolere Rusland. Men tværtimod at styrke dialogen.
Danske og europæiske diplomater og politikere bør ikke forsømme nogen lejlighed til at sende klare signaler til de russiske myndigheder om, at omverdenens øjne hviler på dem.
Det er et autoritært og militaristisk Rusland, der står bag krigene i Tjetjenien og Georgien og som derfor i sidste instans også er en sikkerhedspolitisk trussel. Ikke i den forstand, at Rusland pønser på at angribe os, men fordi landets militaristiske optræden i international politik – herunder dets brug af olien som et udenrigspolitisk instrument – er en kilde til ustabilitet i det moderne Europa.
Kampen for værdier som vi tager for givet er hård og ubarmhjertig andre steder, og alligevel kaster mennesker som Nikolai Alekseev sig ud i den.
Kronik i Berlingske Tidende den 23. januar 2010.