Indlæg: Island - en del af Europa

Sendt ind af Rasmus Skov Larsen, Odense regionsformand for Europabevægelsen den 27 Jan 2010
Rasmus_larsen_letter_thumb

Den 15. januar beskrev Bent A. Koch i en god kronik her i FlA, hvordan Island er stærkt splittet for tiden. Dels som følge af finanskrisen, dels fordi landet den 6. marts skal have folkeafstemning om, hvorvidt det vil betale sin milliardgæld til Holland og Storbritannien tilbage eller ej. Kronikken ender med spørgsmålet: Hallo, er der nogen hjemme i Norden og i EU?

Nu er hovedparten af Norden jo i forvejen en del af EU, og her er svaret meget enkelt: EU står det samme sted, som det hele tiden har gjort i forhold til Island. Som bekendt søgte Island om medlemskab af unionen i juli 2009. I EU er det en udbredt opfattelse, at landet skal være velkomment, hvis blot det lever op til de krav, der stilles til alle nye medlemmer. Og Island lever i forvejen op til de fleste.

Ligesom Norge er landet medlem af EØS, indgår derved i det Indre Marked, og er langt mere integreret i den europæiske økonomi, end mange islændinge (og nordmænd) ofte forestiller sig. Ganske vist har Europa-Kommissionen bemærket, at Islands håndtering af den nuværende gældskrise er ét af de forhold, som afgør, hvornår landet er parat til et egentligt EU-medlemskab. Det skyldes dog ikke modvilje fra EU-landene, men at et “nej til at betale pengene tilbage vil stille Island i et dårligt lys hos de internationale banker og andre långivere og derved svække landets økonomi yderligere. Storbritanniens udenrigsminister, David Miliband, har da også for nylig erklæret, at den aktuelle gældskrise ikke i sig selv påvirker optagelsesforhandlingerne. Hvis krisen ender med at forsinke Islands EU-medlemskab, vil det alene skyldes øgede økonomiske problemer efter et muligt “nej ved folkeafstemningen den 6. marts.

Indlæg i Flensborg Avis den 27. januar 2010.