Indlæg: For lidt EU - ikke for meget

Sendt ind af Erik Boel den 25 Feb 2010
Nyt_billede__erik_letter_thumb

Svend Skovmand skriver 23. februar, at EU anerkendte Slovenien og Kroatien som selvstændige lande i 1991. Men det var først efter Tyskland og Østrigs anerkendelser, der dermed besværliggjorde en fælles EF-kurs. I øvrigt kan man ikke fortænke Slovenien og Kroatien i ønsket om at blive selvstændige. På trods af at dele af den danske venstrefløjs idylliserede Jugoslavien som ‘socialismen med et menneskeligt ansigt’, var der tale om et brutalt diktatur.
Situationen er et godt eksempel på behovet for en fælles EU udenrigspolitik (selvom det ikke hjalp meget da man diskuterede anerkendelsen af Kosovo i 2007-08). Det var EF, der forhandlede en våbenhvile igennem i Kroatien og stoppede ‘12- dags krigen’ i Slovenien.

Skovmand kan have ret i, at EU ikke spillede nogen synderlig glorværdig rolle under konflikten i ex-Jugoslavien i 1990’erne. Men problemet her var ikke for meget men for lidt EU-samarbejde. Havde det daværende EF haft en fælles udenrigspolitik, kunne EF have været mere aktivt i at forhindre uhyrlighederne på Balkan. I stedet blev det blot til drøftelser og ukoordinerede tiltag.

I dag har EU i højere grad en udenrigspolitik og kan dermed langt bedre spille en rolle i forhold til at skabe fred i Europa og resten af Verden. I forhold til Balkan først og fremmest ved at give landene et medlemsperspektiv, således at de får muligheden for at blive genforenet, men nu inden for en europæisk ramme.

- Indlæg i Information den 25. februar 2010