Pressemeddelelsen: EU2020: EU er trukket i arbejdstøjet

04 Mar 2010
P0153710002_large_thumb

Europa-Kommissionen forelagde den 3. marts sin EU 2020-strategi for stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd. EU 2020, der afløser Lissabonstrategien, har som mål at bringe EU ud af den økonomiske krise, sikre fremtidig vækst og beskæftigelse og bekæmpelse af fattigdom, alt samlet i en social markedsøkonomi. Midlerne er bl.a. intelligent vækst i form af viden, innovation, uddannelse og et digitalt samfund samt bæredygtig vækst med hensyn til klima og miljø. EU 2020-strategien forventes godkendt af stats- og regeringscheferne på deres møde i foråret 2010.

Landsformand for Europabevægelsen Erik Boel udtaler: ”Det er meget positivt at EU 2020-strategien passer sammen med regeringens arbejdsprogram ”Danmark 2020, viden, vækst, velstand, velfærd.” Det er et tegn på, at EU er blevet en meget vigtig brik, når store nationale projekter skal udmøntes.”

Der sker i disse år en ændring i den økonomiske verdensorden, hvor Europa kan blive alvorligt trængt, hvis vi ikke agerer fornuftigt, beslutsomt og i tide. Derfor er det vigtigt for et lille land som Danmark med en åben økonomi og stor udenrigshandel at sikre både stabilitet, samarbejde og indflydelse.

Erik Boel udtaler afsluttende: ”Det er godt, at EU nu er klar til at tage fat på konkrete politiske udfordringer, som påvirker alle europæiske borgere. EU er færdig med navlepilleriet og traktatfnidder, og er nu trukket i arbejdstøjet.”

For yderligere kommentarer

Landsformand for Europabevægelsen, Erik Boel, tlf. 22402761